Sidder i mit nye hjem - et lille værelse på Quo Vadis. Det er meget lille, jeg får problemer med at finde ting og holde bare nogenlunde orden. Som mange af jer ved er orden (heller) ikke min stærke side. Men her er det nødvendigt. På den anden side så er hele Quo Vadis jo mit hjem nu, så jeg har plads nok og rimeligt med moderne bekvemmeligheder. Her til morgen har jeg flyttet min nyerhvervelse en bambusgyngestol udenfor værelset og sidder og spiser morgenmad.
Jeg har også været ude med fotografiapparatet. Lige på den anden side af en lav mur blomstrer de smukkeste blå blomster, guldsmede i massevis flyver over himlen.
Midt i den blomstrende plante sidder en lille øgler – jeg ved desværre ikke hvad den hedder, den er meget sky, så jeg fik ikke et billede af den. På en lav mur få meter fra mig leger to jordegern. En meter foran min næse vælter en slyngplante med lyserøde blomster ind over muren. Klokken er næsten 10 a.m. og jeg har bare tid til at nyde min morgenmad og overveje hvad jeg vil gøre i dag.
Gik på bjerget. Elsker det bjerg, her er bare så stille og smukt. Nyder udsigten over byen, nyder også at jeg kan se forskellige ting som jeg kender. Jeg har været her i 7 uger og har efterhånden rimelig styr på byen. På vejen ned går jeg ind i Skandaashram og Virupaksha Cave. To huler i bjerget hvor Sri Ramana har boet. Når man tænker på hvor ensomt og utilgængeligt hulerne ligger er der alligevel mange mennesker, de sidder helt stille og mediterer. Jeg sætter mig ved siden af. Jeg kan ikke meditere, men jeg lytter. Jeg har hørt, at hvis man sidder stille og lytter stille så kan man høre verdens grundlyd . OM eller OHM.
Jeg lytter og lytter – lidt gadestøj – kun lidt – især i Virupaksha – ikke andet. Og her kommer geologen med med sin mening. Bjerge er tavse, de siger ikke noget – hvis bjerge begynder at rumle, er det om at komme væk – det kan kun være jordskælv eller vulkansk aktivitet - men det er der ikke særlig sandsynligt her.
I går eftermiddag fik jeg en noget anderledes naturoplevelse. Jeg smuttede gennem en stor port og stod pludselig på en kirkegård. Kirkegårdspersonalet var der hurtigt. De viste rundt, jeg så nye og gamle grave, gravsten og hundehvalpe. Og hvad koster så det? Ja ingenting, jeg havde jo ikke bedt om det – jeg er blevet bedre til at vende ryggen til tiggere.
Dage med naturoplevelser - især, men også med samtaler under frokosten - skønt.
I aften er der igen åbent i cafeen. Nu har vi åbent to gange om dagen – det er ved at være sæson her i Yiruvannamalai.
Jeg så en anden slags aber i dag.
Tiggende unger - men søde det er de.Mange kærlige hilsner fra Bodil
Ingen kommentarer:
Send en kommentar