Bryllup!

Jeg var inviteret til bryllup i mandags Kl. 5 p.m. i Carmel Kirke. Blev hentet af en af Quo Vadis biler, vi skulle af sted kl. 4.45 p.m. - - - - Kl. 5.55 p.m. kørte vi af sted. Som mine medpassagerer i bilen sagde, der er 5 af præsterne i denne bil - de starter ikke før vi kommer.

Ganske rigtig – få minutter efter at vi var kommet startede brylluppet. Der var procession op gennem kirken. Først kom der en dreng med et kors, derefter 14 præster!

JP var en af præsterne.

Og derefter brudeparret, efterfulgt af masser af familie og venner. Så fulgte et bryllup næsten som vi kender det fra Danmark. Dog buldrede trommerne pludselig fra bagenden af kirken – Jeg spurgte Penita, JP s kone hvad det betød, og hun svarede, at det var en gammel indisk tradition det var bryllupsklokkerne der ringede - de klokker havde en noget dyb klang.

JPs kone  - en fantastisk kone. Hun laver ikke ret meget, men hun er den lim der holder Quo Vadis sammen. Uden hende ville Quo Vadis ikke være det samme.

Her velsigner 14 præster brudeparet.

Efter brylluppet blev vi alle kørt til et stort hotel hvor brudeparret sad på en forhøjning sammen med alle præsterne. Så begyndte en talerække.

Udenfor var der pyntet efter alle kunstens regler

Præster er som regel gode til at tale – og gør det gerne og længe, de indiske er ingen undtagelse, så det gjorde de. Efter et stykke tid spurgte Penita om jeg ikke skulle have noget at spise og så hjem i en otto – de bliver ved i timevis, sagde hun – så, jo tak – jeg forstod ikke noget af hvad de sagde til brudeparret. Jeg så dem skære bryllupskage for, og bemærk lige den smukke lyse brud i hvid brudekjole på kagen.

Så gik vi ned i nogle lokaler nederst i hotellet. Her var der spisning – og vi var godt nok mange – langt flere end i kirken. Alle fra kirken sad i øvrigt i bryllupssalen ovenpå. Her omkring maden var der kamp om pladserne – vi stod i kø. Jeg tror ikke det var held at jeg fik en plads ret hurtigt. Jeg var sammen med JPs søn -  og han er søn af en, der kender nogen, der kender nogen. Det er vanskeligt at beskrive, men se lige billederne.  Mad på bananblade tjenere med hver sin lille spand. På mit bananblad er der ikke ris, det blev jeg først tilbudt da jeg næsten var færdig med at spise – det skulle have været der hvor der er et hul. Men jeg fik rigeligt med mad, og en flaske vand. Da vi var færdige foldede vi vores blad sammen, der kom nogle og samlede bladene og resterne sammen, andre skrabte bordet rent for madrester, til sidst kom der nogle og tørrede bordet – klar til de næste. Vi spiste med fingrene, ingen opvask - smart.

Udenfor hotellet ventede JP på mig, vi fandt en otto, han skulle også hjem til Quo Vadis. På vejen var ottoen lige inde at tanke - knallertbenzin vil jeg tro. Han købte for 50 rupis, fandt en gammel vandflaske frem og fik 0,68 liter, som han kom i tanken – det giver en liter pris på ca. 8,5 danske kroner pr. liter. Billigt tænker du?  En mand, en almindelig arbejder, tjener ca. 33-34 kroner om dagen – en kvinde noget mindre måske 22-25 danske kroner.

Så vil jeg slutte for i dag, klokken er snart 7 p.m. jeg vil ned og have noget at spise. Vi er begyndt at servere aftensmad her i Rodcafeen.
Har været på skolebesøg, se lige de her dejlige drenge fra en nærliggende muslimsk skole. Mere om skolebesøg senere.

Og så den smukke brud.

De kærligste hilsner fra Bodi.

PS: Jeg har bearbejdet flere af billederne kraftigt, derfor kan kvaliteten være noget svingende.