1

1
Tre piger fra Bweranyange.

lørdag den 21. marts 2015

Skal du have lån eller uddannelse? - Gå i kirke!


Hønsegård?

Jeg var på kvindekursus i går. Ca. 160 kvinder samlet i en kirke i Mabira. Der har været 5 tidligere kurser med mindst lige så mange kvinder. Årsagen er, at man, på kurset, kan låne 40.000 Tanzanianske shillings i et halvt år – og så tilbagebetale 44.000. Det er der mange kvinder der gerne vil. De kan, med pengene i hånden, sætte gang i en lille virksomhed – sælge noget på markedet – plante jordnødder, eller kaffe, som de derefter kan sælge og tjene penge på. Kurset – kvinde kend dit værd - startede med spørgsmålet – hvad er en kvinde? Intet svar! Hvordan adskiller en kvinde sig fra en mand? Intet svar. Så svarer foredragsholderen selv – hun hedder Mary, er pensioneret lærer, taler både swahili, kinjambo og engelsk – har stor udstråling - og holder kvinderne i sin hule hånd i knap et par timer. Hun taler om mange ting, som en kvinde er og skal, om at holde hjemmet og familien rene og pæne – lave god og sund mad – stole på sig selv – hjælpe hinanden – bruge kvindelist overfor manden - -  - men altid huske at manden er hovedet i hjemmet!  Ja, det sagde hun faktisk – jeg ville ønske at hun havde sagt, at mænd og kvinder skulle huske at hjælpe hinanden med at få hjem og arbejde til at fungere bedst muligt – men det er nok en af de kulturelle forskelle, som jeg oplever rigtig ofte. Andet foredrag var om ernæring. Hvad indeholder den mad som de fik at spise i går?  Fik de nok proteiner? – Man spiser ikke ret meget kød - og hvordan med vitaminer – her er masser af lækker frugt – men spiser de det i familierne? Kulhydrater, får de nok af det?– Kommer de kun fra det sukker, som de putter læssevis af, i deres te?


Efter en god middag – kogte bananer, ris, bønner, kål og gedekød – var det tid for uddeling af lån – eller ansøgningsskemaer til lån. Hvordan udfylder man et ansøgningsskema, hvis man hverken kan læse eller skrive? Ja, det får man kvinden ved siden af til. Måske udfylder hun det rigtigt – måske ikke. Efter en lang proces, en del kaos og kvindefnidder, lykkedes det at få udbetalt pengene til kvinderne – nogle få må forlade kurset uden at få penge.

40.000 Tanzanianske shilling - små 150 kroner i danske penge – kan gøre en forskel i en families økonomi. Det fortæller hvor lidt en familie har, og hvor lidt der skal til for at give en udvikling i familiens økonomi. En rigtig spændende dag – som afsluttes med en lang køretur for at sætte medarbejdere af. Lange mørke veje fyldt med huller, mørke cyklister og motorcyklister.  På turen hjem kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan jeg selv ville have haft det, hvis det var mig der skulle udfylde et ansøgningsskema, men ikke kunne læse hvad der stod – eller skrive hvad der skulle skrives.  Hvordan ville jeg føle det, hvis jeg gik i banken for at få et lån, og så ikke kunne læse de papirer, de lagde foran mig - eller skrive under på dem – ja, min selvtillid ville nok ikke vokse.


I dag er vejret varmt og solrigt igen. Godt nok trækker der nogle mørke skyer henover himlen – men de er ikke faldet ned endnu, her er stadig varmt og tørt, og det er ved at være kritisk for afgrøden – vi har brug for regn – masser af regn. Hvis ikke der snart falder regn så visner bønnerne, og så går det ud over økonomien – over børnenes skolegang, muligheden for lægehjælp, for ordentlig mad. 







 

Mange kærlige hilsner Bodil
PS: Som afslutning på kurset kom præsten i øvrigt med et generøst tilbud. Han synes, jeg skal flytte til Tanzania permanent – slå mig ned i hans sogn – og så skal han nok finde en ægtefælle til mig!!! Jeg kommer tilbage til Danmark om tre uger!

1 kommentar:

  1. "Jeg hadde ikke råd til huset mitt, men jeg ville egentlig ikke selge. Jeg ønsket å holde familien min hjemme, og med støtte fra ATL og Agent kunne jeg beholde hjemmet mitt og klarte å sikre min kone og mitt liv. " ekte valg atlasloanfirm @ outlook .com

    SvarSlet