Nina furaha sana.

Habari za nyumbani? Så hedder det nzui.  Hvordan har din familie det? Godt. En helt almindelig hilsen her i Tanzania.

Det er svært at lære swahili. Jeg vil ikke ligefrem sige at jeg kæmper med det – jeg får ikke læst de lektier som jeg skal. Det skyldes blandt andet, at der sker så meget andet her. Esther, min lærer, gør ellers et godt arbejde.

Jeg har betalt hende i dag. Hun fik 50.000 for ca. 12 timers undervisning!  - - OK så da – det er ca. 170 kr. i danske penge – det får man ikke ret meget lærer for i Danmark, men her er hun godt betalt.

Kvinderne i den lokale kirke mødes to gang om ugen tirsdag og torsdag.  I øjeblikket er programmet strikning.  Den første gang var der heldigvis kun 14 kvinder, hvoraf de 12 gerne ville lære at strikke. Det gik fint – det er lang tid siden, jeg har kravlet så meget rundt. Kvinderne sad på jorden, og jeg lå på knæ for at hjælpe dem.  Heldigvis er nogle af kvinderne meget hurtige til at få fat i strikkeriet, så de kan hjælpe hinanden. Men i torsdags – jeg ved ikke hvor mange kvinder der var – jeg havde ikke tid til at tælle.  Men der var en 25 – 30 stykker – mange nye.  Da vi startede, kom der en dame og viste mig hvad hun havde lavet siden sidst - og så tænkte jeg på, da jeg selv,, for mange år siden skulle lære at strikke. Hun kom med et lille stykke lyserødt strikketøj – helt farvet gråt af svedige og nussede fingre, med huller og halve masker. Sådan så mit første strikketøj også ud – hun bliver god til at strikke engang – hvis hun fortsætter.

Torsdag i sidste uge tog vi så til Bukoba. – Elses bil skulle på værksted.  Det betød to nætter på Kirkens hotel i Bukoba, og masser af tid i byen. Jeg har aldrig været så god til shopping – men i Bukoba gik det nu meget godt.  Jeg fik bl.a. købt tre stykker stof til kjoler – og hvem skulle nu tro, at jeg kom til at gå i kjole? Men Magdalene er ved at sy dem til mig lige nu.

 

Det er tørtid her i området i øjeblikket – men det forhindrede ikke, at både lørdag og søndag startede med kæmpebyger.  Lørdag var bilen færdig og turen gik først til Ntoma og siden til Elses Tanzanianske familie. Vi kørte af smalle, stejle og hullede veje, besøgte og overnattede i en almindelig families hus.  Det er altid spændende at besøge mennesker i deres hjem. Bl.a. besøgte vi Elses tanzaninaske far som har haft nogle blodpropper i hjernen, han ligger i sengen hele tiden og passes af familie derhjemme – det kræver at et familiemedlem opgiver sit arbejde og bliver hjemme. Det er tankevækkende, hvor meget forskel der er på hvordan vi passer vore syge og gamle.

Allerede mandag var vi på tur igen. Denne gang ude for at besøge evangelister og præster. Møder hvor jeg ikke forstår sproget, men får oversat. Også her er der stor forskel.  Alle kirkens indtægter kommer fra indsamlinger blandt medlemmerne af kirken. Evangelisterne - som er en slags hjælpepræster – får 15 % af indsamlingerne – det betyder at de kun får lommepenge – og ikke rigtig løn.

I dag er vi så igen på vej til Bukoba – med en dags ophold i Karagwe. Jeg har gået rundt i byen her i formiddag – men nu vil jeg læse mine swahililektier – jeg får lidt for meget opmærksomhed, når jeg går rundt i byen.  Billeder? Mit kamera ligger i Kyerwa – så det er lidt gamle billeder I får.

Mange kærlige hilsner herfra Bodil