Kan tro flytte bjerge?

Det er titlen på en bog, som Edith Aller er ved at skrive. Jeg glæder mig til at læse den.

I går var vi med til en mindehøjtidelighed for hendes mand Aksel Bjørn Aller. Han blev skudt d. 22. marts 1994, medens han udførte humanitært arbejde for flygtninge. Edith Aller solgte sommerhuset og inviterede 7 børnebørn en tur til Tanzania, for at markere 20 års dagen.

Vi kørte tidligt hjemmefra. Bilen var fyldt med mennesker. Præsten skulle til møde i Nkwenda – og tre skulle til hospitalet i Lukajanga – og så var Else og jeg også med. Vi skulle med til mindehøjtideligheden. Vi skulle møde ved et kors på en øde vej - ikke så langt fra Bukoba.

Første stop var Karagwe stift. Her er kontorer, og biskoppen bor i et hus lige ved siden af stiftets bygninger. Vi hilste både på biskoppen og generalsekretæren – var et smut omkring banken – og i en isbutik - med nogle meget, meget lækre is.

Middagsmaden blev indtaget hos Anne og Brighton samt deres fire børn. Derefter kørte Else, Brighton, Anne og jeg af sted for at deltage i mindehøjtideligheden. - En tur med forhindringer – på vejen lå pludselig to store lastbiler - på tværs – og en lang stribe lastbiler holdt i kø. Vi måtte over marker – gennem bananplantager – over grøfter og gennem mudder, inden vi nåede ud på den anden side af uheldet – godt vi kører i en kraftig firhjulstrækker, og har en erfaren chauffør. Så kørte og kørte vi – langt – meget længere end vi havde regnet med. Endelig nåede vi korset, hvor Aksel Aller var blevet skudt, og hvor mindehøjtideligheden skulle være.  En lidt anderledes forsamling - 15 hvide -, og en håndfuld sorte mennesker – samt to maskinpistolbevæbnede vagter. Der blev holdt en kort højtidelighed.

 

Vi sang to salmer, Brighton – som er præst – holdt en tale, og et af børnebørnene spillede tapto på trompet som afslutning. Edith Aller og nogle af børnebørnene talte, og der blev taget billeder. Så startede hjemturen. Der var heldigvis blevet lavet plads, så vi kunne komme forbi lastbilerne.  Vi satte Anne og Brighton af, hvorefter turen fortsatte, i mørket, efter Kyerwa.  Pludselig kom der en mærkelig lyd fra bilen – vi var punkteret – det er 5. gang, medens jeg er her i Kyerwa. – Nu holdt vi – to gamle damer på en mørk vej med et punkteret hjul. Hjulet lå nederst, under 100 salmebøger, sække med kartofler og mange meter pigtråd – ud kom tingene, og ud kom hjulet – og dunkraften!

Heldigvis stoppede en motorcykel for at hjælpe os. Uheldigvis var dunkraften, som Else lige havde købt den samme dag - ikke lang nok!!  Det gav store problemer. Efterhånden var tre mænd og en kvinde standset for at hjælpe os, og efter lidt tid kunne turen fortsætte – på det hjul som vi ikke havde nået at skifte, siden det sidst var blevet repareret.

På trods af problemer og uheld, var det en rigtig god dag og en rigtig fin mindehøjtidelighed for en mand, for hvem det kostede livet at arbejde med humanitært arbejde blandt flygtninge.

 

Jeg vil slutte med en tekst fra mindehøjtideligheden – den står hos Esajas 21, 14—15

I, der bor i Themas land,
Bring vand ud til de tørstende,
Gå flygtningene i møde med brød!
De er flygtet for sværdet, for det dragne sværd
Og den spændte bue, for krigens tunge byrde.

Ja, jeg tror på, at tro kan flytte bjerge!

Mange kærlige hilsner - og rigtig glædelig påske fra Bodil