Det stod der på min Facebook-side for et par dage siden. Nu
er der kun 1,4milliarder mennesker der
lever for under 1,25 dollars pr. dag!
40 % af alle mennesker, på jorden, lever for under 2
dollars om dagen. – og det tal er næsten ikke faldet siden 1990. Jeg tror, jeg
har mødt nogen af verdens allerfattigste mennesker. Man er i hvert fald fattig,
når man skal vælge mellem at få noget at spise eller sende sine børn i skole -
og så håbe på, at ingen i familien bliver syge, for der er ikke penge til at
komme til læge eller på sygehus.
Påskelørdag, en af de sidste dage jeg boede i Elses hus, lød
det forsigtigt hodi hodi udenfor huset. Da der blev svaret karibu – kom hun
ind. Vi er i gang med morgenmaden, og hun spørger forsigtig, om hun må få lidt
penge til mad i påsken. Hun er en af dem som arbejder i Elses mark – ja
arbejder er måske så meget sagt, for hun har ingen kræfter til at arbejde med.
Ved første blik kan man se at hun er en stakkel. Hun går og falder om, hun har
muligvis epilepsi – men det er ikke rigtig undersøgt, for undersøgelse og
medicin koster penge, og det har hun ikke. Else snakker lidt med hende - på
swahili – hun har ingen jord - kunne hun evt. låne lidt jord af en eller anden
– dyrke lidt søde kartofler? Hun har ikke kræfter til at dyrke bananer, bønner,
kassava eller majs – hvad skal der blive af hende? Der er ingen steder hun kan
få hjælp. – Jo hos Else – men……
Påskedag sidder jeg igen i en liggestol ved Elses hus – ved
siden af mig sidder Lazarus. Eller den gamle Lazarus som de kalder ham. Han er
født i 1922 - det er lidt usædvanligt, at han ved det. Men det gør han, så han
bliver 93 her i maj. Lazarus har været ansat her i Karagwe stift som en slags
postbud, der har gået med post fra provst til præst og til andet godtfolk –
selvfølgelig altid på gåben. Nu er han
gammel, og håber, han kan leve til efter maj så han når at blive 93. Lazarus
bor i en lille landsby, må gå langt efter vand, har aldrig været gift, og har
ingen børn, tjener ingen penge, og får dårlig mad.
Derfor kommer han indimellem til Elses hus i Kyerwa – her er
god mad, her er nogen at snakke med, Claudia og Johanna vasker hans tøj, her er
en god seng at sove i - og her er også altid nogle penge at hente. Efter nogle
dage tager han hjem igen – med minibus og gående.
Her i området er der mange skæbner. Her er ingen
sikkerhedsnet, som vi er vandt til i Danmark. – Svigter regnen, kan det let
betyde, at nogen må sulte. Klimaforandringer har gjort, at regnen er ustabil Vi
har fået alt for lidt regn i år – håber det er kommet efter at jeg er rejst
hjem.
Det er en underlig verden vi lever i, hvor Lazarus på 93 må
gå mange kilometer for at hente vand – medens jeg har et hus, med mange
vandhanerog både koldt, varmt og kogende vand. Jeg har et køleskab fyldt med
mad – og hvis det bliver tomt ligger købmanden lige om hjørnet. Hvis ikke regnen er kommet, i rigelige
mængder, så er der risiko for sult i Karagwe.
Det er mindre end 10 timers flyvetur fra Danmark. –De er mennesker som os! Men har ikke de samme
muligheder som os.
Tak for tre fantastiske, men også meget tankevækkende,
måneder i Tanzania.
Kærlig hilsen Bodil
Ingen kommentarer:
Send en kommentar