Hvor mange mennesker kan der være i en minibus?

Tjah, hvis der skal være en plads til hver, så kan der vel være 11 plus chaufføren.

 Mange har spurgt mig, inden jeg tog til Tanzania – er du ikke bange for slanger, skorpioner og alt muligt andet kryb. Eller spurgt om jeg ikke var bange for den lange flyvetur. Sjovt nok har ingen spurgt mig om jeg ikke er bange for at færdes i trafikken her i landet.

Det kunne der ellers være god grund til. Hver mandag og fredag tager Claudia – som er en af Elses unge piger i huset – af sted, mandag til Nyabikulungu og fredag til Kachato for at strikke med et hold kvinder. Det foregår med offentlig transport. Vi starter hjemmefra bag på en motorcykel – en til hver – og det er vist lidt luksus, når jeg ser hvor mange mennesker, og hvor meget gods, der ellers kan være på en motorcykel. Jeg kan ikke lide at køre bag på en motorcykel – men vi har fundet en, der kører stille og roligt – når han så kører af sted med mig– så griner han pikipiki (motorcykel) polepole (langsom). Og han kører også stille og pænt – men jeg synes der er mange huller i de røde jordveje. Hvem sagde styrthjelm?  Vel fremme ved stationen venter vi så til bussen kommer. Det gør man jo også i Danmark – men her ved man aldrig hvornår bussen kommer – bussen kører ikke før den er fyldt op, så måske venter den på en station, eller to, tidligere end vores. Og så til spørgsmålet - hvor mange kan der være i en minibus? Ja, i går var vi 23 plus chaufføren.

 

Jeg sad baglæns, lige bag chaufførsædet. Hvad der lå under sædet, ved jeg ikke, men dansk sædevarme kan slet ikke være med – den her plads - for et sæde var det ikke – var meget, meget varmere. Samtidig stod der 5 personer op i bussen – og man kan ikke stå op i en mimibus, så de lænede sig indover os der sad ned. Av mit ben - det var vredet i en lidt mærkelig stilling - og jeg kunne ikke flytte det.

Nu kan jeg jo desværre ikke forstå, hvad de snakker om – og Claudia som gerne oversætter til engelsk for mig, var mast ind længere nede i bussen – men det var mig de talte om - denne underligt udseende dame som de havde med – for pludselig begyndte de at føle på mit hår – og så grinede de, og sagde ting som jeg ikke forstod. Hvor ville jeg dog gerne kunne lidt mere swahili – det ville have været fantastisk at kunne snakke med dem.

Snart stoppede bussen – nogle skulle af – der blev lidt bedre plads. Måske var vi kun 20 tilbage – og det er jo god plads – efter afrikanske forhold.  Turen sluttede med pikipiki polepole hjem. Endnu en dejlig og spændende dag – trafikken er en del af oplevelsen her i Tanzania.

De kærligste hilsner Bodil