Så går turen sydpå.

I dag tager vi så afsked med kostskolen Saraswatipur. I aftes var vi til aftengudstjeneste/-andagt i skolens lille kirke. Jeg har de sidste morgener hørt børnene synge i kirken - medens jeg har ligget halvsovende i min seng – men i aften var jeg der - og som de kan synge de børn. Det var en 12 årig pige, der lede andagten. Jeg forstod selvfølgelig ikke noget som helst af, hvad hun sagde, men hun gjorde det godt, det var der ingen tvivl om – og alle de andre elever hørte efter og var stille og koncentrerede. Det var en fantastisk oplevelse.

Vi har haft flere gode oplevelser på skolen, hvor vi har spist sammen med eleverne og også været på et spændende marked.

 

 Men i dag skal vi videre til Pabna. På turen kommer vi forbi silkefabrikken Sopura. Vi ser først, hvordan man producerer silke.

 

 

 Helt fra larverne der forpupper sig, de øvede hænder der kan fange de tynde silketråde og tvinde den til tykkere tråde, hvordan man laver den lange, lange trend. Vi hører og ser hvordan man væver silken, batikfarver den, broderer på den, og forarbejder den på mange forskellige måder. Bagefter kan vi købe silke. Der bliver shoppet igennem – sådan hedder det vist på nudansk.

 På vores lange biltur gør vi endnu et ophold,  hvor vi først spiser på en kinesisk restaurant, og derefter tager på besøg hos kostskolen Saraswatipurs leder Lillian. Lillian er hjemme i Rajshahi i dag – hun skal fejre hendes mands dødsdag!! Det sker, så vidt vi kunne finde ud af, med god mad og mange mennesker i huset. Lillian bor i et fint hus sammen med mange børn og børnebørn. Hun er en af de få i Bangladesh som vedligeholder sit hus. – Da vi er der, er en maler i gang med at male huset udvendigt. Vi fortsætter vores tur mod Pabna, hvor vi ankommer efter mørkets frembrud, vi finder vores hotel.  Et efter forholdene, udmærket hotel. Vi spiser aftensmad i restauranten, ris, dall, kylling karry, grøntsager i karry – og gedekød – ged smager dejligt!

Næste morgen går turen videre sydpå – vi skal nå Mungla  i dag. Det er en lang tur, der er dårlige veje mange steder. Ved mørkets frembrud går vi om bord på den båd som vi skal sejle med, og sove på de næste knap to døgn – mere om det senere.

Mange kærlige hilsner Bodil